Klik her for at søge.
English version Sitemap Print
 

Marit benthe Norheim

 
 
Undervisningsmateriale til Marit Benthe Norheim, "Fortællende figurer og sårbare skulpturer"

Formål.
Indtil den 23. oktober 2005 befolkes og besjæles Vendsyssel Kunstmuseum af meget store og alsidige skulpturer i beton. Den norske billedhugger Marit Benthe Norheim (f. 1960), har på sin helt egen måde formået at skabe skulpturer, der – både inde og ude – etablerer uventede visuelle dialoger med omgivelserne.

Dette tekstmateriale er tænkt som en inspiration til brug af udstillingen i undervisningssammenhæng, og kredser derfor om at komme fra den umiddelbare oplevelse af værkerne, til en videre behandling og analyse af indholdet indenfor det enkelte værks rammer.

Brugen af dette materiale hænger selvfølgelig sammen med at tage udstillingen og værkerne i øjesyn på kunstmuseet. Det videre arbejde kan dog finde sted både før, under og efter besøget. Udstillingen og nærværende tekstmateriale kan med fordel bruges til undervisning i dansk, billedkunst og samfundsfag og henvender sig til lærere på folkeskoleniveau. Undervisningsmaterialet er delt ind i temaer der knytter an til de udstillede værker.

Introduktion til udstillingen.
Kunstnerisk kan Norheim ikke umiddelbart sættes i bås. Hun arbejder først og fremmest i beton og i meget stor skala. Men det betyder ikke, at hun ikke inddrager småt blandet materiale i sit arbejde. Hun henter blandt andet inspiration på genbrugsstationen og hos marskandiseren, hvor hun samler skidt, skrot og skrammel, der med Norheims blik bliver til værdifulde og brugbare genstande. Ledninger, hjul, skraldespands-stativer, George-gearløs mekanik, glimmer, diamanter og andre objekter får helt nye betydninger og tilegner sig gang på gang centrale placeringer i Norheims produktioner. Hun elsker brugte sager og de historier der knytter sig til de enkelte ting. Når sagerne bringes ind i Norheims univers bliver de en del af meget store og helt særlige fortællinger. Hvert eneste lille objekt tager historier med sig, når de blander sig med de store skulpturer og bidrager på den måde med et væld af historier i de omfattende fortællinger der altid omgærer Norheims værker.

Rottejomfruen.
Et af de projekter der skal udføres i meget stor skala, og som indeholder mange både store og små historier er Rottejomfruen. Rottejomfruen er en skikkelse fra Ibsens skuespil “Lille Eyolf” fra 1894. Den skulptur der ses i øjeblikket på museet er blot en lille model til den 7 meter høje skulptur, der i skrivende stund er under udførelse i Ibsens fødeby Skien, Norge. Norheims Rottejomfru kan siges at være en søster til en anden Ibsen-figur Norheim også har arbejdet med, nemlig “Fruen fra Havet”, der kan ses ved havnen i Sæby.

Norheims nøgleord i arbejdet med “Rottejomfruen” er: “At se og at bliver set” og springer naturligvis af skuespillet “Lille Eyolf”, hvor Rottejomfruen har en helt afgørende rolle. Skuespillet skildrer et meget konfliktfyld ægteskab og deres forhold til den11-årig søn, Eyolf. Eyolf er invalid, fordi han et øjeblik som spæd er blevet overset på puslebordet. Han falder ned og må herefter gå med krykker. Rottejomfruen, der er rottefænger, går fra dør til dør, banker på og spørger: “har herskabet noget som gnaver?”. Det siges at forholdene for altid ændrer sig, der hvor Rottejomfruen har været på besøg. Og familien modtager hende da heller ikke helt uden forbehold. De er alle både nysgerrige og lidt skræmte. Hendes måde at få bugt med rotterne på, er, ved hjælp af hunden Mopsemand og en mundharpe at lokke rotterne ud på vandet, så de drukner. Også Lille Eyolf både drages og skræmmes af rottejomfruen. Han følger efter hende da hun lægger fra land efter besøget og drukner, til alles forfærdelse, på samme måde som rotterne. Men, hvad værre er, ligger han på dybt vand med øjnene åbne og vil altid minde forældrene om, hvordan deres uopmærksomhed, endte med barnets død. Og øjnene, de vil altid kigge op.

Med afsæt i historien om drengen der bliver overset, men selv altid vil kigge tilbage bad Norheim 2000 skolebørn i Skien om at lave øjne af porcelæn, der alle skal støbes ind i skulpturen når den, på Ibsens fødselsdag og 100 året for hans død, står færdig i Skien den 20. marts 2006. I opgaven lød der et ønske om at skulpturen skulle kunne bruges af børn, hvorfor en rutschebane er bygget ind i den. Man træder op og ind ad bagsiden og kommer så at sige helskindet ud på den anden side. Rutschebanen er i øvrigt stor nok til, at den også kan bruges af voksne.

Læs Henrik Ibsens “Lille Eyolf” i sin fulde længde her:
http://home9.inet.tele.dk/rosekamp/eyolf.htm

Rullende engle.
Engle favner vidt. De er budbringere fra det hinsides, et religiøst – kulturelt symbol og et yndet objekt for masseproduktion. Vi ser dem overalt. På papir, i malerier og på postkort. I form af souvenirs, pyntegenstande og statuer. De optræder i litteraturen, anråbes i popsange og daglig tale, når noget smager særligt godt, eller når nogen er særligt søde.
Alverdens kulturer har hver deres bud på, hvordan de ser ud. Men hvad vil de? Hvad kan de? Hvad er de? Hvordan forholder vi os til de usynlige væsner, som nogen faktisk mener at have set eller at have haft personlig kontakt med?

Norheims 16 betonengle på hjul, fra 2000 er alle bygget op om skraldestativet således, at englenes arme er evigt favnende. De flyvske forestillinger og mytologierne om engles væsen er i “Rullende Engle” kombineret med en interesse for hverdagens tematikker, der krystalliserer sig i den rå beton. Englene er en audiovisuel og bevægelig installation bestående af 16 knap 2 meter høje betonskulpturer på hjul. Skulpturerne har indlagte lyde komponeret af den norske komponist Geir Johnson, der også har lavet et korværk for 16 stemmer til skulpturerne. Hele værket med installationen har været vist/opført i Kulturkirken Jakob i Oslo, på Wick Northlands Festival i Skotland, i St.Martin in the Fields og på Trafalgar Square i London, i Salisbury Cathedral i Salisbury og i Sæby Kirke.

For engleinspiration til brug i folkeskoler se:
www.skole-kirke.dk

Menneskestillads
Museets store rum har inspireret kunstneren til at lave dette store værk, som en kube, der måler 5 x 5 x 6 meter. I praksis bruges stilladset som armering, hvor figurerne, 36 i alt, modelleres direkte over stilladselementerne. Formmæssigt og indholdsmæssigt er Menneskestillads et værk, der udtrykker meget af det Marit Benthe Norheim står for som billedkunstner i dag. Hendes grundidé om fleksibilitet og opbyggelighed kommer til udtryk i figurernes stærke forhold til hinanden og i samspil med stilladselementerne. I det daglige arbejde med en 7 meter høj skulptur som f.eks. Rottejomfruen er stilladset helt centralt. Hver eneste dag, skal håndværker og kunstneren op og ned. Men stilladset er også en meget symbolsk figur der varsler overgangen fra én ting til noget andet. Forvandlingsprocesserne hvor elementerne skifter betydning, er, som det også er i historien om Lille Eyolf, helt centrale i Norheim arbejde.
Hver enkelt figur har en hel konkret historie fra Norheims hverdag. Små portrætter af situationer der omgiver dagliglivet – og samtidig personlige historier kun Norheim kender. Når vi kigger på de enkelte figurer skaber vi måske historier med vores fantasi og på den måde bliver fortællingerne ved med at vokse ud af de enkelte figurer og bliver derved også en del af en større helhed. Norheims Menneskestillads var prøveopstillet på en mark i Mygdal, da sidste års store vinterstorm fik det til at falde sammen og flere figurer blev skadet. Dette skete samtidig med at foldbølgen i Asien dræbte en masse mennesker, deri blandt nogle af Norheims bekendte. Alle disse sammenfald af frygtelige historier, dagligdagssituationer og meget mere bliver hos Norheim historier der danner et større hele, og på en omfangsrig måde, sætter spørgsmålstegn ved de helt store eksistentielle overvejelser. På den måde danner enkeltdelene og et virvar af historier tilsammen sin helt egen historie.

Ledningsgobelin
Et andet eksempel på dette, er Ledningsgobelin fra 2004. I mødelokalet hos Affaldsselskabet i Vendsyssel (AVV) har Norheim “vævet” en vægudsmykning i stor skala dækkende 25 kvadratmeter. Den er lavet af afbøjningsspoler og 4000 meter ledning frasorteret på AVV, limet op på væggen som en gigantisk ledningsgobelin. Inspirationen fik Marit Benthe Norheim, da hun så sorteringsarbejdet på AVV´s afdeling for demontering af elektronikaffald og siger om den, at det er som om ”ledningerne er navlestrenge for vor moderne civilisation. – Navlestrenge til alle vore ”livsvigtige” organer, som holder os varme, rene, mætte, oplyste og pengestærke”. Ledningsgobelinen er samlet udelukkende af genbrugsmaterialer, og bliver straks i Norheim univers en sum af historier. Afbøjningsspolerne er f.eks. den del af fjernsynet der via elektroniske impulser, fremkalder billeder for vort blik – og nu er de igen med til at fremkalde billeder om end på en ny og anderledes måde. Ligesom navlestrengsmetaforen kommer til at skabe forbindelse til motivet, der forestiller en frugtbar kvinde. Omdrejningspunktet for gobelinen har netop været: at skabe noget ud af ingenting. Og her kommer lignelsen for Norheim til at ligge lige for: skabelse af ledningsgobelinen med genbrug, eller sagt med andre ord, næsten ingenting, sammenlignes hos Norheim med måden hvorpå kvindekroppen kan fostre et barn ud af, ja, næsten ingenting.

Udsmykningen kan ses i foredragssalen hos affaldsselskabet AVV, Mandøvej 4 i Hjørring. Kunstværket er offentligt tilgængeligt i AVV´s åbningstider (når foredragssalen ikke er optaget) mandag-onsdag kl. 8-15.30, torsdag kl. 8 – 17 og fredag kl. 8 – 15. Større grupper kan ringe og lave en aftale om et besøg.

Til udstillingen er der kommet en bog: Billedkunstneren Marit Benthe Norheim. Den kan købes på museet og koster kr. 150,-

For yderligere information kontakt Vendsyssel Kunstmuseum på tlf. 98 92 41 33 eller
info@vkm.dk








sitelist.html