Klik her for at søge.
English version Sitemap Print
 

Kristian Hildebrandt

 
 

Kristian Hildebrandt (1924-2011) var en ener i Hjørrings kunstliv - en outsiderkunstner med kant, skævhed, humor og alvor i udtrykket.

Lige til det sidste boede Kristian Hildebrandt i barndomshjemmet i St. Kirkestræde overfor byens største kirke Sct. Catharinæ Kirke. Hans liv havde ikke været uden udfordringer. Han var født udenfor ægteskab, voksede op hos sine bedsteforældre under trange, men kærlige kår og blev i ungdomsårene ramt af psykisk sygdom.

Bedstefaren var skomager, og Kristian Hildebrandt endte med at gå i hans fodspor. Fritiden brugte han på at læse bøger om kunst og litteratur og skabe kunst i alverdens materialer såsom træ, rav, karklude, pap, papir, bøger og søm. Sidstnævnte indgår som en vigtig bestanddel i kunstnerens sømskulpturer, hvor baggrunden som skomager tydeligt kommer til sin ret. Her er sømmene nemlig slået ind i træet helt minutiøst på rad og række.

Kristian Hildebrandts kunst følger ingen konventioner, hverken hvad materialer eller udtryk angår. Kunsten blev skabt ud fra en indre nødvendighed - en nødvendighed til at udtrykke sig - ikke for kunstens skyld, men for tilværelsens. Motiverne til sine værker hentede han dels fra bybilledet og det omkringliggende landskab og dels fra sit eget sind. Han blandede hverdagsiagttagelser med fantasi og drømme og skabte derved et mystisk og helt unikt billedsprog. På udstillingen vil man også kunne opleve, hvordan flere af elementerne fra Kristian Hildebrandts motivverden går igen i eksempelvis skulpturer og tegninger.

I montrerne kan man bl.a. se eksempler på Kristian Hildebrandts arbejdsproces. I samlingen indgår et utal af skårne skabeloner i træ og sålelæder, som er blevet brugt i flere af hans tryk. I det udvalgte eksemplar af selvbiografien 'Et Uægte Barn Kræn Hil', der i alt består af elleve bøger, har Kristian Hildebrandt selv reflekteret over dele af arbejdsprocessen.

Kristian Hildebrandt testamenterede hele sin omfattende samling af tegninger, skulpturer m.v. til Vendsyssel Kunstmuseum. Det er denne righoldige samling, der vises udpluk fra.


Til 4. DECEMBER









sitelist.html